søndag den 3. juli 2011

Om lidt bli'r her stille...


Så er det slut med flere indlæg på vores lille blog. Vi har begge haft et fantastisk oplevelsesrigt semester i Australien, som vi aldrig vil glemme og vi er virkelig glade og rørte over at I har haft lyst til at følge med i vores liv Downunder. 

De sidste dage i Australien

Nu er vi vendt godt hjem til Danmark og vi har hver især nydt dagene med familie og venner. Det er virkelig dejligt at være hjemme igen! Men vi synes lige at vi ville lave et afsluttende indlæg på vores blog, så I kan få det hele med.

De sidste 2 dage i Perth hyggede vi med brunch om søndagen med lækre amerikanske pandekager.

Mmmmm, pandekager
Om aftenen blev det til en løbetur langs Swan River.

Hjemvendt fra løbetur
Utrolig så hurtigt 5 måneder kan gå! Lige pludselig var det mandag d. 27. juni og vi skulle forlade Perth og hjem til lille Danmark. Dagen gik bl.a. med at pakke og lukke konti i banken, men der blev også tid til en lille BBQ med store t-bone steaks nede ved floden.

BBQ maestro

Lunch with a view
Klokken 19.30 kom taxaen og hentede os og alle vores mange kufferter. Så var det for alvor farvel til vores lejlighed og ikke mindst Perth. Det var dog ikke en gnidningsfri afsked, for da vi kom ud i lufthavnen og skulle checke vores bagage ind, informerede damen ved skranken os om, at Simons surfgear ikke kunne komme med gratis. Dette kom som noget af et chok, da Simon havde ringet mange, mange, mange gange til både SAS, Emirates og vores rejseselskab for at sikre sig at det kunne komme gratis med hjem, hvilket det i øvrigt også var kommet på vejen derned. I stedet skulle det nu komme til at koste Simon $70 per kilo, hvilket ville løbe op i en ca. 11.000 kr for surfgrejet. Skak mat. Hvad gør man så? Simon og jeg måtte så rode al vores bagage igennem og se, hvad der kunne smides ud og evt. reddes ved at komme det i den allerede proppede håndbagage. Men det hele endte lykkeligt, trods at Simon mistede en stor del af sin garderobe. Vi kom med flyet i tide og surfgrejet kom med.

Sikke en masse bagage
Flyveturen gik uden problemer. Vi hyggede os med de mange film og var også så heldige at få sovet en smule. Da vi kom sikkert frem til København med al vores bagage var vi meget spændte på at komme ud i ankomsthallen. Vi blev mødt af vores dejlige familier, der havde stået og ventet tålmodigt på os og gensynets glæde var stor. Sikke vi dog har savnet jer allesammen.