onsdag den 30. marts 2011

Hverdag i Perth

I ugen efter vi havde været på roadtrip havde vi en del gøremål. Der var meget skolearbejde, der skulle laves, så vi tilbragte en del tid på biblioteket - men stuen blev også brugt til lektielæsning:

Her er det vores roomie Jørn og Daniel, der er flittige
Synes også I skulle have lidt hverdagsbilleder. Her har Simon været i køkkenet og trylle. Chili con carne står den på. Mmmm!


Simon stod for madlavningen, så jeg stod for at vaske tøj. Da vi havde mange læs, der skulle vaskes, var det nemmere at gå på vaskeri, end at skulle vaske det hele af flere omgange i den ene vaskemaskine, der er i ejendommen.

Vi har heldigvis et vaskeri lige rundt om hjørnet
Vi har snart været her godt 2 måneder, så det betyder også at vi er ved at få os nogle små traditioner. For eksempel har vi samlet en lille gruppe, hvor vi hver mandag tager på den lokale pub til quiz-aften. Det er endnu ikke lykkedes os at vinde...Men vi arbejder på det.

Quiz-aften på Basement

En weekend i vinland (del 3)

Så blev det søndag og sidste dag på vores roadtrip ned sydpå. Vi stod tidligt op (kl 6), så vi kunne være de første til at gå i vandet, da solen stod op. Der var ikke meget varme i luften endnu, så det var helt dejligt at komme ned under vandet.

Den øde strand
Det er dog ikke helt lige så varmt nede sydpå, som det er i Perth. I hvert fald ikke klokken 6 om morgenen. Så vi måtte varme os lidt på vores medbragte tæppe, da vi kom op af vandet.

Morgen friske
Simon var klar på mere sjov i bølgerne, så han tog snorkeludstyret på og snorklede rundt i bugten, mens jeg sad og læste i vores rejseguide på stranden.

Simon med snorkelgrej
En spændende fisk, der skal kigges nærmere på?
Vi valgte at tage den sceniske rute igennem vinlandet på vej tilbage. Det var sjovt at se hvordan landskabet havde ændret sig fra vi startede i Perth.

Vinmarker nær Margaret River
Det var dog ikke helt sikkert at køre rundt en tidlig morgen i denne frodige natur, da vi var ved at køre to kæmpe røde kænguru hanner ned. Simon er heldigvis hurtig på reflekserne, så der skete ingenting med os eller Krigsmaskinen.

Vi besluttede os for at gøre et stop i Busselton på den lange vej hjem til Perth, så vi kunne se den 2 km lange bro, der går ud i vandet. Det er den længste på hele den sydlige halvkugle. 

Den lange bro i Busselton
Men i forhold til broen vakte den kæmpe flok af kakaduer meget større fascination. De var alle steder i træerne i Busselton og lavede noget af et påstyr med deres høje skrig.

Kakadue
Min fascination havde dog en pris, da der var en af de dumme papagøjer, der var så fræk at skide på mig, hvilket Simon fandt yderst morsomt.

Kakadue lort...
Men heldigvis endte dagen ikke med papagøje lort. Vi kørte den lange tur hjem til Perth og efter at have siddet ned i fem minutter, besluttede vi os for allesammen (Simon, Jørn, Daniel og jeg) at tage til Cottesloe Beach og hoppe i vandet.


Sikke en dejlig weekend!

En weekend i vinland (del 2)

"Bedre sent end aldrig" må vist siges at være et passende udtryk for hastigheden af nye blogindlæg. Vi har mange gode undskyldninger, men dem gider vi ikke bruge tid på. Det er snart ved at være et stykke tid siden at vi var på tur ned sydpå, men her følger anden del af fortællingen.

Vi tog som sagt afsted om fredagen og kørte sydpå. Lørdag morgen vågnede vi tidligt op i Yalgorup National Park, til endnu en dag med solskin og varme. Da vi nu var i en stor national park, synes vi at det kunne være sjovt at tage en af de mange gåture, der er i parken. Så det var på med vandreskoene fra morgenstunden, en peanutbutter mad i hånden (jeg fik dog marmelade på maden, da jeg stadig var bange for at blive overfaldet af flere pungrotter) og så afsted ud i den australske natur.

Puha, hele 6 km
Der gik dog ikke lang tid efter vi var kommet ud på stien, før Simon synes det var lidt af en udflugt vi havde begivet os ud på. Puha, det er hårdt at gå i sand og 6 km er altså virkelig langt. Det blev ikke bedre, da vi så denne bakke: 

Stejl bakke
Meeeen, vi klarede os hele vejen op og udsigten var smuk udover søen.


På vores tur rundt i nationalparken hørte vi mange lyde inde i skoven fra dyr vi ikke kendte og vi var også heldige at se en emu. Den var dog alt for hurtig til at vi kunne nå at tage et billede af den.

Skoven var en blanding af eukalyptus træer, palmer og en masse andre planter vi ikke er vant til
Da vi kom tilbage til lejren mødte vi dette kæmpe firben/øgle af en art. Det lå og solede sig foran toilettet. Så jeg gik i en MEGET stor bue udenom. Man ved jo aldrig med de australske dyr...


Efter vores tur var klokken nærmet sig 9 og det var tid til at komme videre i dagens tekst. Så vi kørte ud af bumle-vejen igen i vores Krigsmaskine.

Bumle, bumle, bumle
Vi satte i retning mod Cape Naturaliste, der ligger smukt ude ved klippekysten. 

Cape Naturaliste
Da vejret jo som sagt var godt, havde vi medbragt vores madpakker, så vi kunne sidde og kigge ud over vandet, mens vi spiste vores mad. I rette sæson kan man også se hvaler ved denne kyststrækning, men selv med mine specielle briller kunne jeg ikke få øje på en eneste hval.

Batman-briller
På vej ned sydpå havde vi investeret i noget snorkeludstyr, så det måtte jo afprøves! I "byen" Yallingup, ikke langt fra Cape Naturaliste, er der et koralrev meget tæt på kysten, der er ideelt til at snorkle. Så vi iførte os maske og fødder og sprang i! Vi så mange spændende farverige fisk og også en mærkelig KÆMPE søsnegl.

Om eftermiddagen tog vinden til og mens jeg dasede på stranden i eftermiddagssolen, tog Simon ud og surfede med sit nye board.





To vandreture og en halv dag på stranden havde gjort os godt sultne, så vi kørte mod Margaret River, der  ligger længere nede sydpå. Her fandt vi et supermarked, hvor vi kunne købe lidt mad og så kørte vi ud og parkerede ved en strand ca. 8 km udenfor Margaret River og spiste aftensmad med udsigten udover den mørke strand.



onsdag den 23. marts 2011

En weekend i vinland (del 1)

Med en weekend på hånden, og ikke alt for mange lektier i kalenderen, besluttede Cecilie og jeg at stikke syd på. Det var første gang at Krigsmaskinen skulle på længere tur, og vi skulle sove i den, så vi var naturligvis spændte på de kommende dage/nætter. Da vi endnu ikke har fået købt os et kort over vestkysten, skulle der en del planlægning til inden alle mand var klar til afgang (javel Hr. Kaptajn). Først skulle bilen pakkes med tøj, mad, sengelinned og Bødlen skulle selvfølgelig også med på turen.

Det ser sådan her ud

Efter ruten var blevet memoreret, var det tid til at komme af sted...

Jeg har taget det på mig at se lidt underlig ud på dette billede, for Cecilie er sur over at jeg altid uploader billeder af hendes dårlige vinkel

Omkring to timers kørsel syd for Perth begynder Australiens kendte vinområde, Margaret River. Det skal ikke være nogen hemmelighed at hverken Cille eller jeg er de store vin-afficionados, så tiden skulle primært nydes tæt på kysten hvor vi kunne snorkle (og surfe).

Til dem der vil følge med i rejsen, er her et kort

Det var tydeligt fra starten, at hverken Cecilie eller jeg havde gået til spejder i de yngre år, for vi var i hvert fald ikke beredt. Ved nærmere eftertanke havde Cecilie vist en endags karriere indenfor korpset da hun var lille, men efter at hun indså at man ikke fik nogle emblemer for at spise is, men i stedet skulle binde knob og lave bål, var succesen kortvarig. 
Hvor om alting er, havde vi hverken luftmadras, sovepose, snorkeludstyr eller køletaske ved afrejse, så nogle hårde nætter lurede i horisonten. Heldigvis kom vi ved en tilfældighed forbi en Outdoor store i byen Mandurah, og her fik vi købt de fornødne ting, tilmed til udsalgspris. 
Klokken havde sneget sig op på fem om eftermiddagen, inden vi nåede Preston Beach, nord for Bunbury i det sydvestlige Australien (se kort). Da det bliver tidligt mørkt her nede (kl. 19) besluttede vi os for at finde et sted af campere natten over. Tæt på Preston Beach ligger Yalgorup nationalpark og en nat blandt naturens dyr lød som en god ide.

Campingområdet hvor vi tilbragte natten, herunder kænguruerne der holder opsyn med parken


Da månen var særlig klar denne aften, besluttede vi os for at gå en måneskinstur omkring den nærliggende sø.


De glade campister

Tilbage i lejren nød vi den klare nat, med et glas kold øl i den ene hånd, og en jordnøddesmør-mad i den anden. Om det var jordnøddesmøret eller øllen der pludselig tiltrak dyrene er vi ikke enige om, men frem kom i hvert fald to legesyge pungrotter. 

Pungrotter i deres naturlige miljø...

... pungrotterne på Cecilies territorium

Mens jeg var begejstret for at se dyreliv så tæt på, var Cille af den anden overbevisning og forsvandt hurtigt om bag bilen i sikker afstand. 
Efter den naturoplevelse var det tid til at komme i seng. Morgendagen skulle stå på endnu en vandretur, havde Cecilie dikteret, og så ville vi bevæge os længere syd på mod Margaret River. 

Hyggeligt ser det ud

Fortsættelse følger...

mandag den 21. marts 2011

Bødlen er landet

Der har længe været en rungende tavshed på blog'en. Årsagen lærer I, i et senere indlæg, nu skal det først handle om udstyr.
Udstyr er som bekendt det eneste man ikke må gå ned på. Jeg har derfor set mig nødsaget til at udbygge min allerede prangende kitesurf-kollektion med nyt "legetøj". Et paddelbræt var det naturlige skridt, da Australien som bekendt er omgivet af store bølger og dermed perfekt surf. Hvor den almene australier bruger et surfboard til at surfe på kun ved hjælp af bølgens kræft, putter jeg det under fødderne og bruger det sammen med mine drager.


Det nye board oven på dets taske og mine drager der ligger til tørre på terrassen

Mit nye surfboard kostede 895DKK inkl. en rejsetaske, og ja mor, jeg har råd til det. Til de få læsere der rent faktisk gider at læse om mit udstyr, så er boardet 5'9" eller ca. 175 cm. højt. Det har carbon forstærkede kanter og meget få tegn på brug (dings). Med andre ord, et godt køb. Brættet havde sin jomfrutur i lørdags, i anledning af at Cecilie og jeg var taget på weekendtur i det Sydaustralske vinland. Dermed en lille smagsprøve på de kommende indlæg, som vi vil prøve at få opdateret allerede i aften. Lige nu skal vi til quizaften på vores lokale taverne. I efterlades med et par billeder af "Bødlen" som jeg har døbt brættet.




lørdag den 12. marts 2011

Læse, læse, læse

Flittige har vi været denne weekend. Vi har siddet på biblioteket både fredag, lørdag OG søndag. Semesteret er rigtig kommet igang og det betyder også tonsvis af læsning og en masse afleveringer.

Opgivende Simon?
Det er dog også blevet til lidt sjov denne weekend. Simon var ude at surfe igår eftermiddags, hvilket han også syntes han fortjente efter at være blevet slæbt med ud og købe støvsuger (Vi har fået en fin poseløs en af slagsen. Der trænger lidt i det lille hjem, efter en måned uden støvsuger...).
Jeg tilbragte igår aftes med en fransk veninde, mens drengene gassede den hjemme på sofaen. Jeanne og jeg var ude at spise på vietnamesisk restaurant og bagefter ude at få en øl.

Endnu en dag foran computeren... 
Idag bliver det nok til en lille strandtur efter læsningen, hvor Simon kan surfe og jeg kan læse blade inde på stranden og hoppe i bølger.

mandag den 7. marts 2011

Tour de Surf

Den opmærksomme læser har måske bemærket, at Cecilie og jeg den seneste tid er gået fra at være siamesiske tvillinger, til rent faktisk at foretage sig ting uden den anden parts tilstedeværelse. Så imens Cecilie hyggede sig med sine veninder, skolen og de små irriterende pingviner, har jeg været ude og surfe.
Der har de seneste par uger været vakuum i Perth, hovedsageligt pga. det meget varme vejr og et vejrfænomen der hedder La Nina. Endelig denne forgangne uge vendte billedet, og i stedet at få slatten vind fra Øst, blev Perth og omegn beriget med 10-15 s/m fra syd. Når man er bor nær en vestligvendt kyst betyder det mange timer på vandet. Heldigvis var krigsmaskinen, som i har kunne læse, ren og klar til udrykning. Det er i den forgangne uge blevet til 4 dage på vandet, omkring 12 timer, eller tre gange så meget tid på vandet som jeg har gået i skole (uden at pjække!).

Klar til afgang med zink på næsen
En af dagene var sammen med Cecilie ved en af de lokale strande, kun 12 km. fra lejligheden. Her kan man surfe i bølger, der dog bryder meget tæt på stranden.


Mens Cecilie var hos pingvinerne allierede jeg mig med en anden ung dansker (omtalt i tidligere indlæg) som også er her nede for at studere. Vi surfede strækningen fra City Beach til Scarborough, godt 5 km. længere nede af kysten. Glæden varede dog kort, da vi hurtigt erfarede at gåturen op langs kysten næsten ikke er turen værd...

Cille flader ud i "grotten"

I går, mandag, var hviledag, for lige som rytterne der bestiger Pyrenæerne hver sommer, skal en god kitesurfer også have sin søvn. I dag tirsdag lover de igen 13 s/m fra syd, så jeg tror at krigsmaskinen skal en tur til Syd-Fremantle hvor et af Australiens bedste freestyle-spots henrykt venter.

Lige som Contador skal rigtige kitesurfere også have burgere efter en hård etape

Penguin Island

Søndag havde jeg aftalt med nogle af de andre udvekslingstuderende, at vi ville tage på tur til Rottnest Island, der ligger cirka 30 min med båd fra Fremantle. Da det jo altid er bedst at have god tid til at kigge sig rundt, havde vi aftalt at mødes kl 7.30, hvilket betød at jeg skulle op kl 6...Ikke just hvad jeg er vant til. Simon skulle ikke med, da der var lovet godt surfvejr søndag, men han var så sød at køre mig til stationen tidligt om morgenen.

Desværre fandt vi ud af, da vi alle stod klar i billetkøen kl 7.30, at der ikke var flere cykler at leje på øen. Og hvad gør man så? Vi besluttede os for at tage til Rockingham i stedet og besøge Penguin Island, hvor man finder verdens mindste pingviner, der kun er 33 cm høje og har det meget opfindsomme navn "Little Penguins".


Øen ligger kun 700m fra land, så i lavvande kan man gå derud. Dog frarådes det er sikkerhedsårsager (Eller måske for at tjene flere penge), da det er meget stærk strøm. Så derfor valgte vi at tage den sikre lille færge, der går derover.



Øen skulle også være ynglested for ikke blot de små pingviner, men også pelikaner - vi så dog flest måger.

En af de andre piger kom til at stille sig lige i skudlinjen, så hun fik en ordentlig mågeklat lige i hovedet. Men de siger jo at det bringer held...
Vi så også andet dyreliv på øen:



Og her er så de famøse små pingviner, som vi endte med kun at se i fangenskab i et lille "fodringsshow".

Little Penguins

Efter turen til Penguin Island hoppede vi på toget igen. Denne gang til Mandurah, der ligger syd for Rockingham, så cirka 1,5-2 timers kørsel fra Perth. Her nød vi eftermiddagssolen og en stor is på kajen. Efter den store is gik vi en lang tur langs vandet, inden vi hoppede på toget tilbage til Perth.

Krigsmindesmærke i Mandurah

Workin' at the car wash!

Praktiske gøremål er der også en lille bitte smule af. Vores kæmpe krigsmaskine trængte til en ordentlig omgang, eftersom den tidligere ejer ikke havde gjort den ren i 4 år (!!!!!!) og i øvrigt havde 2 børn, der var meget glade for at spise på bagsædet.

Simon stod for den udvendige rengøring:


Mens jeg stod for den indvendige rengøring:

Godt i gang med støvsugeren under sædet.
Mange spændende ting fandt vi i bilen, bl.a. sådan cirka et helt sæt farveblyanter, legetøj, slikpapir, pomfritter, smarties og mange andre spændende ting. Håber i hvert fald, at den tidligere ejers børn har været til tandlæge indenfor de sidste 4 år, for det vidnede i hvert fald om en vis konsumering af søde sager på bagsædet.
Men gode ting fandt vi også. Den tidligere ejer havde ikke fortalt at han havde en stereoanlæg inde under bagsædet, med cd'ere i! Så nu kan vi vælge mellem 6 cd'ere når vi cruiser. Det er vigtigt!
Så alt i alt en meget udbytterig bilvask-udflugt, selvom det bragte en del sved frem på panden at vaske bil i 45 grader og høj sol.